Her er billeder og kommentarer til Mona og Michaels tur til Grønland i forår/sommer 2010

 

Arbejdet:

Og vi som troede at vi skulle op til et langsommere tempo => lang næse.
Der var meget travlt i dag - fuldstændig som hjemme. Bare mere forvirret. Ptt kommer her og der fra og er der lissom pludselig bare. Børn med brækkede kraveben, uge gamle fakturer, trommehindeperforationer mm. Otologen kommer i denne uge, så alle vil gerne ses i ørerne, så de kan nå at komme med. Måske kommer han først tilbage næste år. Men alle er stadig meget søde og hjælpsomme. Fuldstændig som hjemme er nurserne uundværlige til at visitere, sortere, gi´et hint mmm. Der er konstant tolk til rådighed, da de færreste patienter taler godt dansk.
I min første vagt kom en med en debuterende diabetes med et meget højt blodsukker på 32. Min egen overlæge, for- og bagvagt i Nuuk svarer ikke. Hvad gør man? => ringer til "min" Dorthe sygeplejerske fra klinikken hjemme (;o.
Man arbejder på noget telemedicin. Vi skulle have videokonference med vores chef (sidder i Sisimiut 150 km mod nord) Han så og hørte os, vi kun hørte ham. De har også fået en mega opstilling på et rullestativ (den hed ikke pullimut men noget der lignede (Pipaluk)) med mund/tandkamera, ekg, spirometri, otoscop mmm som kan gå online, men det er endnu ikke oppe at køre.

En tragisk og speciel ting heroppe er selvmord. I forrige uge havde Mona en kvinde på 22 og jeg en på 20. De havde begge hængt sig. Det er heller ikke ualmindeligt at unge helt ned til 12 år skyder sig. Jeg talte med en i forrige uge. Han var nu 14 og vansiret af det ikke dræbende skud. Det er ganske voldsomt. I særlig grad er det voldsomt for personalet (portørerne/ambulancefolkene og Politiet), der ofte kender ofrene og deres familie.
Der er ingen bedemænd her, så det er portøren/ambulanceføreren, der hjælper os med at udtage blodprøve og senere gør den døde i stand.
Der var derfor arrangeret debriefing for alle. Det var imidlertid kun Mona og jeg som kom. Psykiateren var der (hun var "asket inde" og stillede sig venligt til rådighed) og holdt seancen. Den bestod i at hun talte og fortalte. Hyggeligt men godt, at vi ikke var i krise over oplevelsen. 28 års lægegerning giver nogen øvelse i at håndtere sådanne tildragelser.
 

Det mest frustrerende er, at de ikke bruger Æskulap til det det kan. F. eks ligger kun nogle få labtal i labskemaet. Resten ligger i et helt andet system, som man så skal skifte over til med nyt opslag på cpr mmm. Alle sidder og bruger musen hele tiden.
Vi holdt derfor et kursus for alle i Æskulap og genveje:

Mona introducerer:


Ansgar og Helpdesk får altid folk til at grine:


Gruppearbejde


Forstanderinde Lene:

 

Medicin er et helt kapitel for sig. Ingen ved hvad de får og patienterne har garanteret ikke deres medicin med. Noget står i med.kortet, noget har de bare fået udleveret - også gennem længere tid. Medicin er gratis men til gengæld er udvalget lille (f. eks er eneste ACE-hæmmer er Corodil)
Den 3. læge hedder Christina og er svensk. Hun er en erfaren læge og rimeligt gammel i gårde (dvs har været her i hele 2 mdr og skal hjem d. 1/5!) Hun er her sammen med en svensk sygeplejerske. Vi skal til middag hos dem på lørdag. 1/5 kommer der en svensk Björn, som er en ældre læge med Grønlandserfaring blot ikke fra Maniitsoq. Til sidst kommer en dansk læge, der har været her flere gange tidligere.

tilbage